Det er nogle af disse spørgsmål, som artiklen giver nogle svar på.
Jeg har i snart femogtyve år løst opgaver i både offentlige forvaltninger og private virksomheder som ekstern konsulent.
I denne artikel vil jeg redegøre for mine teoretiske og praktiske overvejelser i forbindelse med at anvende systemisk opstilling i supervision og andre reflekterende processer sammen med en mere traditionel tilgang til faglige refleksioner og udvikling.
Udvekslingen med omverdenen reguleres af systemet selv, idet systemet indtager/optager det, der er meningsgivende eller behov for til selvopretholdelse. Heraf kommer den centrale tanke, at et system ikke determineres af sin omverden – men bestemmes af dets egen reaktion på omverdenens påvirkninger. Ethvert system danner en grænse imellem alt det, der tilhører systemet, elementer og relationer, og alt det, der ikke tilhører systemet, nemlig dets omverden.
Mennesket forstås her også som system og i praksis betyder det, at vi hver især har vore egne mentale modeller af verden. Modeller som er dannet på baggrund af vores viden, oplevelser og erfaringer. Disse mentale modeller forstyrres konstant af omverdenens påvirkninger. Vi sorterer dem således, at vi kun kobler nye impulser til vore allerede eksisterende erfaringer og viden i det omfang, at vi som ”system” kan opretholde os selv. Med andre ord, at det opleves meningsfuldt for den enkelte
Dette kan også forklare, hvorfor vi ofte misforstår hinanden. Det sker, når vi prøver at forstå hinanden ud fra vore egne mentale modeller. Modeller, som vi hver især er tilbøjelige til at opfatte som universelle sandheder, og derfor er der ofte ikke øje for den andens perspektiv.
Forståelse af den anden skabes ved, at der foretages en slags opdagelsesrejse i den andens model af verden – at, der skabes en bevægelse fra uni-vers til multi-vers. Fra fokus på min egen ”sandhed” til fokus på den andens ”sandhed”. Altså den andens ret til at være tilstede på lige vilkår.
Et yderligere et led i forståelsen af kommunikerende systemer er kontekstbegrebet, nemlig at kommunikation altid foregår indenfor en ramme – i en eller anden sammenhæng – i en kontekst.
Det er således ikke kun det der siges. Det er også den kontekst, der tales ud fra og ind i, som bestemmer indholdet, og dermed angiver betydningen af det sagte. Det betyder, at fokus ikke kun er på indholdsdelen af budskabet, men også på kontekstmarkører som f. eks. tid og sted, formål, typer af relationer etc.
Humberto Maturana har gennem sit arbejde med kontekstafklaringer udviklet ideen om, at alt i verden kan inddeles i domæner. Andre har anvendt dette udgangspunkt til overvejelser om den professionelle samtale.
Jeg er således opdraget i en supervisionsmodel, der i dag har udviklet sig til at blive traditionel. Det vil sige, at jeg har interviewet den, som ønskede hjælp til en faglig problemstilling, mens en gruppe af kolleger lytter til supervisandens og min samtale. Kollegerne danner efterfølgende et reflekterende team, hvor der tales om/reflekteres over det de har hørt i interviewet. Endelig reflekterer supervisanden over, hvilke af teamets refleksioner, der vil være hjælpsomme for hende i forhold til den problemstilling, som hun ønsker hjælp til.
Ud over inspiration fra Maturana om domæner og teorien om den professionelle samtale er jeg inspireret af Karl Tomm`s udvikling af formålsbestemte intervenerende spørgsmålstyper og hans måde at fastholde metaperspektiv på både i interviewet og på supervisionsprocessen i øvrigt. Ligesom Tom Andersen´s banebrydende praksisorienterede ideer om reflekterende processer: ”samtaler om samtaler om samtalerne” både har været til stor inspiration og til praktisk hjælp i mine supervisionsopgaver.
Repræsentanterne til opstillingen blev nu valgt blandt dem, som før var deltagere i det reflekterende team, og under interviewet var vi enige om at vi skulle bruge fem repræsentanter. Én for supervisanden, én for far og én for mor, én for den 15 årige dreng, og fordi supervision også skal støtte den pågældende forvaltnings eksistensberettigelse, valgtes én repræsentant for opgavens mål.
Opstilling i supervision hører under Organisationstopstilling, så derfor skal vi indtænke elementer herfra. Som vi kender det fra Familieopstilling, så stiller supervisanden repræsentanterne op. Ved hjælp af opstillingen kunne supervisanden og jeg nu ude fra betragte det psyko-geografiske billede af den indre konstruktion, som var supervisandens. Jeg kunne se hvordan dette meget hurtigt bragte supervisanden i en position, hvor hun kunne observere hvordan ”sagen” levede i hende.
Ved at gå ind i opstillingen og interviewe repræsentanterne, og gå ud igen og samtale med supervisanden sam-skabte vi en seance, som var skelsættende for mig. Dem, der trådte ind som repræsentanter beskrev, hvad de oplevede, og alle var i stand til at bidrage mod målet for supervisionen, at supervisanden kunne indtage en neutral position. Supervisanden blev inviteret ind i opstillingen i slutningen for at indtage den neutrale position, som samtlige repræsentanter i opstillingen sagde god for.
”Everything observed is observed by an observer” skriver den amerikanske antropolog Gregory Bateson. Vi kan kun forstå verden ud fra vores egne subjektive og selvrefererende ramme. Ingen af os kan være neutrale i ordets egentlige betydning. Iagttageren skal indbefattes, skriver Bateson. Men kan vi tilsidesætte vor egen stillingtagen, bevidst eller ubevidst, for at indtage en mere nysgerrig position og en mere ydmyg accept af familiesystemets egne præmisser, som supervisanden ønskede det?
Neutralitet er ikke en egenskab hos den, der prøver at udøve den, men det er den oplevede effekt i familie- og organisationssystemet, der afgør hvorvidt der er tale om neutralitet. I denne supervision var det når forældrene og drengen godkendte opstillingen og når et større system, organisationen, repræsenteret af målet, godkendte opstillingen. Uærbødighed er her at være respektløs overfor sine egne hypoteser, at stille kritiske spørgsmål til dem og finde nye perspektiver.
Alle, som har stået i en opstilling oplever, at noget tager én, og i de efterfølgende supervisioner har det oplevede fremstået som meget nærværende og intenst.
Udviklingspsykologen Daniel Stern taler om at to sind skaber et intersubjektivt felt og dette intersubjektive felt er med til at forme de to sind. Der er tale om en spejling på et niveau, der kan opleves som at begge parter her og nu oplever det samme og har direkte adgang til hinandens sind som to subjekter. En eksistentiel forbundethed, der gør det muligt at opleve det særlige møde, som Stern kalder for ”nuværende øjeblikke”. En samskabt udviklingsproces.
Dr. Ursula Franke, tysk opstiller, taler om kroppen som netop klangbund for, hvordan et større system lever i os.
Ved at inddrage systemisk opstilling og derigennem indtænke gruppen som en kropslig resonans for, hvordan organisationen har det, har det været muligt at skabe en sammenhæng mellem Maturanas teorier om domæner og de basale betingelser, som et autopoetisk system føler, forstår og handler efter.
Ved at bruge opstilling i supervision og dermed kombinere de to metoder har jeg opnået to væsentlige ting. Dels har jeg befundet mig i et inspirerende og motiverende rum for faglig udvikling og dels er det min erfaring, at de supervisander, der har deltaget i supervision på dette grundlag oplever denne metode som et attraktivt rum for supervision og faglig udvikling.
Opstilling hører til den fænomenologiske psykologi. Fænomenologisk psykologi undersøger menneskets oplevelsesverden og prøver tillige at forstå alle mentale fænomener som præget af individets personlighed. Læren om fænomenerne, dvs. «det der viser sig», «det givne», har Dr. Ursula Franke inspireret mig til netop at se på opstillingen som et fænomen. Noget, vi kan betragte udefra ved, at den indre version vi bærer på, eksternaliseres, og personer, dukker eller ”floor markers” benyttes som repræsentanter for dem vi hører om. Som facilitator skal du sikre dig, at for at fænomenet skal kunne udfolde sig selv, er din tilgang til det, afgørende. Herom ”Systemisc attitude”
Daniel Siegel talte på Connecting Fields kongressen i København i 2013 om ”Systemisk attitude”. Venlighed var et af elementerne, som også går igen i Maturanas teori ”The Biology of Love”. Basale betingelser for at levende systemer udvikler sig.
Hold dig opdateret på ISFO's aktiviteter
tlf. +45 20 43 74 75